Så er det en uge siden, at jeg søsatte projekt blog. Hvordan er det gået? Tja... det er mig ret uvant at skrive dagbog eller opdatere omverden om, hvad jeg har bedrevet... Og det er langt fra hver dag, mine tanker falder på at bruge bloggen til at indvie jer andre i mine sysler! Men hvis nu min målsætning er, at skrive et nyt indlæg én gang om ugen - så har jeg forhåbentlig ikke lovet for meget! Og så kan det også være, at jeg har noget nyt at tilføje!
Siden sidst har jeg færdiggjort yderligere to clutch tasker. Det vil sige, at jeg nu har fem færdige og helt unikke clutch tasker, som jeg er meget spændt på at vise frem. Ja, næste projekt bliver så at tage nogle flotte billeder af dem og lægge på min blog!
Jeg har lige slukket symaskinen for i dag, og er svært tilfreds med resultatet. Klimaks er altid at vælge en knap, der fuldender tasken! Og så sender jeg selvfølgelig altid min kære afdøde farmor en varm tanke, for alle de knapper som hun gennem hele sit liv har klippet af diverse skjorter, bukser, sofaer, puder og alverdens andre ting. At tømme det store syltetøjsglas og studere alle knapper for at finde den helt perfekte, er simpelthen noget helt specielt! Tak for det, farmor, for alle dine gamle knapper får helt bestemt et nyt og spændende liv nu, det lover jeg dig!
I sidste uge var jeg lige et smut i en Blå kors butik inde i byen. Der faldt jeg over det fineste lysegule silkebånd, som jeg i dag kunne pryde en ellers lidt kedelig gardinrest med. Ihh hvor bliver jeg glad, når gamle, forladte og triste ting forenes og bringer smil og glæde! Det er hele arbejdet værd!
Jeg må se om jeg kan få taget nogle billeder til næste indlæg - nu er det vist på tide at vise jer, de første fem kreationer! Og jeg føler mig endelig klar til det...
Mange hilsner
Vinnie Vintage
Ingen kommentarer:
Send en kommentar