Så er det en uge siden, at jeg søsatte projekt blog. Hvordan er det gået? Tja... det er mig ret uvant at skrive dagbog eller opdatere omverden om, hvad jeg har bedrevet... Og det er langt fra hver dag, mine tanker falder på at bruge bloggen til at indvie jer andre i mine sysler! Men hvis nu min målsætning er, at skrive et nyt indlæg én gang om ugen - så har jeg forhåbentlig ikke lovet for meget! Og så kan det også være, at jeg har noget nyt at tilføje!
Siden sidst har jeg færdiggjort yderligere to clutch tasker. Det vil sige, at jeg nu har fem færdige og helt unikke clutch tasker, som jeg er meget spændt på at vise frem. Ja, næste projekt bliver så at tage nogle flotte billeder af dem og lægge på min blog!
Jeg har lige slukket symaskinen for i dag, og er svært tilfreds med resultatet. Klimaks er altid at vælge en knap, der fuldender tasken! Og så sender jeg selvfølgelig altid min kære afdøde farmor en varm tanke, for alle de knapper som hun gennem hele sit liv har klippet af diverse skjorter, bukser, sofaer, puder og alverdens andre ting. At tømme det store syltetøjsglas og studere alle knapper for at finde den helt perfekte, er simpelthen noget helt specielt! Tak for det, farmor, for alle dine gamle knapper får helt bestemt et nyt og spændende liv nu, det lover jeg dig!
I sidste uge var jeg lige et smut i en Blå kors butik inde i byen. Der faldt jeg over det fineste lysegule silkebånd, som jeg i dag kunne pryde en ellers lidt kedelig gardinrest med. Ihh hvor bliver jeg glad, når gamle, forladte og triste ting forenes og bringer smil og glæde! Det er hele arbejdet værd!
Jeg må se om jeg kan få taget nogle billeder til næste indlæg - nu er det vist på tide at vise jer, de første fem kreationer! Og jeg føler mig endelig klar til det...
Mange hilsner
Vinnie Vintage
lørdag den 22. januar 2011
fredag den 14. januar 2011
Velkommen til mit vintage-univers!
Så er det endelig lykkedes mig, at kaste mig ud i bloggernes verden. En verden som jeg gennem tiden har skævet lidt til, men som jeg endelig føler, at jeg er parat til at blive en del af.
Men hvad vil jeg bruge min blog til?
Måske jeg skal starte med at fortælle lidt om, hvad jeg sysler med for tiden:
Fascinationen af 40'erne og 50'erne, smukke vintagematerialer, lysten til at være kreativ, muligheden for selv at bestemme hvordan tingene skal se ud, tilfredsstillelsen ved det endelige resultat - alt dette er grundstenene og inspirationen til det, som jeg for øjeblikket bruger det meste af min fritid på - altså når børnene er puttet, opvasken er taget, madpakkerne smurt og så videre...!
En aften i december 2010 fik jeg den idé, at jeg ville designe og sy forskellige former for håndtasker. Mit udgangspunkt er clutch tasker, men også tasker med håndtag er under udarbejdelse.
Jeg bestræber mig på at alle kreationer skal være lavet af genbrugsmaterialer - tanken om at puste liv i noget, som har en historie, gør taskerne til noget helt specielt for mig.
Målsætningen er, at tasken skal være syet af unikt vintagestof - det være sig gamle gardiner, duge, badeforhæng, håndklæder og andre ting, jeg møder på min vej. Derudover skal tasken have et særpræg - som for eksempel en vintageknap, en speciel lukning eller andet, som kan give det sidste pift.
Jeg vil løbende lægge billeder op af såvel materialer som færdige kreationer.
VELKOMMEN til mit univers!
Mange hilsner
Vinnie Vintage
Abonner på:
Opslag (Atom)